23948sdkhjf

Solgte 20.000 varer på én time: Sådan bar detailgigant sig ad

Liveshopping var i markant vækst under coronapandemien, og flere detailgiganter er redet videre på bølgen

Flere end 20.000 solgte produkter - og over 50.000 seere. 

Liveshopping-events for detailgiganten Søstrene Grene er stadig på sit spæde stadie, men alligevel oplevede virksomheden en kæmpe interesse - og et enormt salg - da man i sidste måned afholdt sit hidtil største arrangement af slagsen. 

Det fortæller Gitte Cilius, der er Digital Creative Specialist hos Søstrene Grene.

- Vi kunne godt fornemme i dagene op til eventet, at der var interesse på vores platforme. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi selv blev meget overraskede over, hvor meget volumen der kom på det her lagersalgsevent, siger hun til RetailNews.

Gitte Cilius er ligeledes én af tovholderne på liveshopping i Søstrene Grene-kæden - og har været ansat hos detailkæden i over otte år og "kender derfor virksomheden indgående". 

- Hos Søstrene Grene kører vi aldrig udsalg, og det er også yderst sjældent, at vi kører et lagersalg. I mine over otte år i virksomheden har vi kørt ét, siger hun og påpeger: 

- At vi annoncerede med et "lagersalg" har helt sikkert vækket folks interesse, for det plejer vi aldrig at gøre. Så folk har nok fornemmet og tænkt, at man skulle holde sig til her. 

De mest populære køb under dette liveshopping-event var en middagskniv topscorer skarpt efterfulgt af isterningforme og stofservietter.

Coronatendens

Liveshopping vandt frem i detailbranchen under coronapandemien, hvor fysisk fremmøde i detailbutikker enten var besværet og omstændigt - eller helt udelukket. 

Sprii - tidligere Elisa (Easy Live Sales, red.) - er én af de store aktører inden for liveshopping i Danmark og på europæisk plan. Selskabet har blandt andet også Bestseller-milliardær, Anders Holch Povlsen, i ejerkredsen. 

Sprii

  • Sprii hed før ELISA – Easy Lives Sales og blev stiftet i 2021.
  • Sprii har hovedsæde i Aarhus, men har også kontorer i Sverige og England, og i alt knap 50 medarbejdere.
  • Sprii har pr. dags dato faciliteret salget af knap 7 millioner produkter i forbindelse med 31.000 liveshopping events.
  • Sprii har faciliteret omsætning for knap en milliard kroner for mere end 1.700 kunder verden over.
  • Spriis kunder inkluderer eksempelvis BabySam og Power, som hver især har omsat for millioner.

Kilde: Sprii

Sprii har netop også hjulpet Søstrene Grene med afviklingen af det seneste liveevent - og stifter og direktør, Christian Degn Vester, har tidligere forklaret til RetailNews, hvorfor fænomenet er så populært. 

- Liveshopping og video commerce er fænomener, der vinder hastigt frem i detailbranchen. Vi rider på en bølge lige nu, hvor vi sørger for, at vi udnytter det momentum, vi har i øjeblikket, sagde han i juni sidste år

Allerede dengang kunne han og det øvrige Sprii-hold konstatere, at store detailspillere som Jysk, Matas, Hobbii, Coolshop, Power, Normal og Salling Group havde benyttet sig af liveshopping som element i deres salgsstrategi. Siden Sprii blev stiftet i 2021 har virksomheden faciliteret omsætning for knap én milliard kroner for detailvirksomheder

Ifølge Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, er liveshopping et koncept, der er kommet for at blive.

- I starten var det mest mindre butikker, der gjorde brug af liveshopping, men i dag er særligt de store detailbutikker i gang. Det er et unikt fænomen, som udvikler sig i en fart, jeg ikke har set tidligere, har Niels Ralund tidligere udtalt.

Stigende interesse

Selvom Søstrene Grene kun har gennemført fire konkrete liveshopping-events hidtil, mærker man allerede en støt stigende interesse. 

Og Gitte Cilius kan nu løfte sløret for, at det sidste event i det koncept langt fra er afviklet i Søstrene Grene-regi. 

- Jeg tør godt at sige, at der kommer mere liveshopping fra os, og vi arbejder meget på at konceptualisere det. Det er noget, der kommer til at være et fokuspunkt for os fremadrettet. Vi kan mærke en nærhed, selvom vi er langt fra kunderne i fysisk forstand, så liveshopping bringer os tættere på kunderne, siger hun og pointerer: 

- Vi tilbyder dem noget komfortabelt ved, at de kan sidde derhjemme, og vi lægger også op til at indgå i dialog med vores kunder, når eventet ruller afsted. Vi giver dem muligheden for at spørge ind til produkterne og få svar med det samme, siger hun.

Stille forventning

I julen sidste år afviklede Søstrene Grene et lignende liveshopping-event, som også nød stor opbakning. 

Gitte Cilius noterer i den sammenhæng, at "julen altid er populær hos os", og det var derfor også med en vis ydmyghed, at hun og de øvrige tovholdere i liveshopping-gruppen satte forventningsbarren i forhold til sidste måneds event. 

- Vi havde en forventning om, at det gerne skulle have rykke noget, og så havde vi en stille forventning om, at vi kunne nå samme salg som i vores jule-liveshopping, siger hun. 

Hun kan dog ikke blive konkret på hverken salgs- eller omsætningstal for eventet, oplyser hun. 

Men at der var ekstra tryk på i lageret hos Søstrene Grene i den efterfølgende tid er ingen hemmelighed. 

- Vores ecommerce-lager var godt klar over, at der formentlig ville komme en forhøjet mængde af ordrer, så de var gearet til at håndtere det ekstra pres, siger Gitte Cilius. 

Søstrene Grene

  • Søstrene Grene er en dansk detailkæde, som har eksisteret siden 1973.
  • Søstrene Grene tilbyder et sortiment af produkter inden for kategorierne bolig og interiør, køkken, hobby og DIY, festartikler og gaveindpakning, skole og kontor, børn og leg samt udvalgte sæsonprodukter.
  • Kæden ejes og bestyres af grundlæggerfamiliens anden generation fra hovedkontoret i Aarhus, mens butikkerne primært drives på joint venture- og franchisebasis.
  • Søstrene Grene har mere end 280 butikker fordelt på 16 lande og 14 webshops. 

Kilde: Søstrene Grene

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel online handel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.668